Hvornår skal du være bekymret for dit barns sprogudvikling?
Sprogudviklingen forløber meget forskelligt fra barn til barn og der er stor forskel på hastigheden af tilegnelsen af ordforråd. Nogle børn er hurtigere og andre mere langsomme startere. Nedenfor finder du dog en rettesnor, men du skal ikke blive bekymret hvis dit barn ikke følger angivelserne.
Helt essentielt er det, at dit barns sprogudvikling starter fra dag 1 efter fødslen, som beskrevet i dette tidligere blogindlæg – Hvordan styrker du dit barns sproglige udvikling.
Du kan gøre en forskel
Du er som forældre, den vigtigste person til at udvikle dit barns sprog ved en god kontakt. Du stimulerer samtalen ved at sætte ord på både dine egne og barnets handlinger f.eks. “Du plasker i vandet” og “ Nu løfter jeg dig op af badet” eller “Se bolden triller og den er rød“ Derved hjælper du med til, at dit barn får opøvet et godt ordforråd.
Det er også vigtigt for dit barn at du læser og taler om billeder og senere får barnet til selv at fortælle, hvad der sker på billederne.
Som regel vil du opleve, at dit barn vil sige flere og flere ord og senere små sætninger. I starten sker det mest ved at dit barn gentager, hvad der bliver sagt.
Hvad skal du være opmærksom på?
Nedenfor finder du ca. angivelserne for et barns sprogudvikling:
- 18 måneder: Barnet kan sige en ”sætning” med 1-2 ord
- 24 måneder: Sætningerne består typisk af 4-5 ord
- 36 måneder: Sætningerne består typisk af 8-9 ord
Følgende punkter kan forsinke sprogudviklingen hos dit barn:
- Hvis dit barn har specielle behov
- Hvis dit barn vokser op med 2 eller flere sprog
- Hyppige forkølelser og/eller mellemørebetændelser
Børn hører ofte dårligt i en længere periode efter en forkølelse. Hvis der kommer mange forkølelser efter hinanden, kan barnet i lange perioder få problemer med hørelsen og det kan for barnet føles som at befinde sig i en osteklokke. Det vil i perioder sætte sprogudviklingen på stand-by.
Hvornår skal du søge hjælp?
Hos det mindre barn, skal du være opmærksom på, om dit spædbarn pludrer og svarer med lyd på jeres kontakt. Hvis dit barn ikke pludrer skal du få undersøgt, om dit barns hørelse er i orden. Der kan sidde væske på dit barns ører som gør, at det er svært at høre.
Når dit barn når 2½ år og stadigvæk ikke er i gang med sprogudviklingen, skal du her også starte med at få undersøgt dit barns ører. Hvis dit barns hørelse ikke fejler noget, kan du i samarbejde med institution eller dagplejer søge om hjælp fra for eksempel en talepædagog.